Delfin Nyt 1
Delfinen var “ude” fra sidste fredag og henover weekenden. Den kom tilbage i onsdags.
Vi føler os så heldige hver gang den vender tilbage.
Vi kan være stolte af at den lille havn på Mors, er valgt som tilholdssted, og vi vil gerne vise det gode eksempel i forhold til at respektere det smukke vilde dyr.
Den er til stor glæde for mange omkringboende som følger med i dens færden, og mange besøgende kommer langvejs fra, i håb om at se den.
Den kommende tid vil vi søge viden og finde ud af om der er tiltag vi kan iværksætte, for at skabe de bedste forhold for delfinen.
Vi har, som skrevet tidligere, et foredrag med hvalekspert Carl Kinze på bedding. Da det ikke kan blive lige nu, på grund af forsamlingforbud mm, har vi fået lov at referere til hans udtalelser til tv-midtvest i forbindelse med en artikel de bragte lørdag d. 31. oktober, med en række billeder af delfinen i spring, omkring en havkajak der roede ind mod havnen. Tilfældigvis stod en fotograf på havnen. Han var lige ankommet og fik øje på det store delfin-show som var i gang. Han satte sit kamera til at tage 20 billeder i sekundet og har fået mange fantastiske billeder. tvmidtvest fik lov til at formidle nogen af dem i en artikel. Link til artiklen kan du finde på fb gruppen “Delfinen i Sundbys venner”.
Der skal en vis ærefrygt til, hvis man skal tæt på delfinen, sådan lyder det fra hvalekspert Carl Kinze, som har hjemmesiden hvaler.dk.
– Man skal have respekt for dyrene, og respekt for dyrene betyder, at man ikke skal jagte delfinen, men i stedet lade den komme til en selv.
Det er dem selv, som skal bestemme om de vil tæt på en, forklarer han. Det vil være formålstjenligt at holde en afstand på 50 meter. Dyret skal nok komme tæt på, hvis det ønsker det.
Det er også vigtigt at delfinen har sine frirum hvor den kan trække sig tilbage, og at man respekterer de områder den vælger, og afventer at den selv igen vælger menneskelig kontakt.
Der er desværre for mange som i deres begejstring overskrider grænser. Man skal også lige bruge den sunde fornuft, og ikke i sin oplevelsesiver nærmest skade dyret, udtaler Carl Kinze.
I næste uges (næste weekends) delfin nyt vil vi få en udtalelse fra vildtkonsulent Tommy Hansen med i indlægget.

Privat foto Sundby havnebassin

Privat foto Sundby Havnebassin